Låneforsikring - når uheldet er ude

Laaneforsikring

Låneforsikring - når uheldet er ude

Når du låner penge gennem et usikret lån fx et forbrugslån, kan du i nogle tilfælde vælge at tilkøbe en forsikring. Det koster noget ekstra i ydelse, men det kan være pengene værd, hvis uheldet er ude.

Læs her om fordele og betingelser ved at forsikre dit lån.

God planlægning

Inden du låner penge, skal du altid lægge et budget og sikre dig, at du har plads i din økonomi til at betale lånet tilbage. Når du lægger budgettet skal du naturligvis tage udgangspunkt i dine nuværende indtægter og udgifter, og sørge for at have lidt ekstra luft til uforudsete hændelser.

Nogle gange kan dit budget dog ændre sig markant, inden du har nået at betale lånet ud, og så kan budgettet skride på trods af god planlægning.

Konsekvenser for din økonomi

Ulykkelige begivenheder som arbejdsløshed og sygdom er ikke bare tragiske for dit liv, din familie og din hverdag - de har også store konsekvenser for din økonomi. Når du går drastisk ned i indkomst, fx fordi du mister dit arbejde, kan afdrag og renter på et lån være netop det, der får økonomien til at skride.

Det kan blive meget dyrt at miste evnen til at afdrage på dine lån. Når du ikke betaler dine afdrag rettidigt, kommer der ekstra renter på lånet og din gæld vokser. Hvis du ikke indhenter dine afdrag, kan du i sidste ende blive registreret i RKI.

Arbejdsløshed  kan dermed få store konsekvenser for din økonomi, selvom du måske kun er ramt i en kortvarig periode. På samme måde kan sygdom blive en økonomisk tragedie, fordi det tager tid at omlægge sin økonomi til de nye omstændigheder. Det kan blive ekstra belastende i en svær tid.

Sådan fungerer låneforsikring

En låneforsikring dækker typisk  afdragene på dit lån, hvis du skulle miste dit job, blive uarbejdsdygtig pga. af sygdom, eller hvis du eller din medlånetager dør.

Vær opmærksom på, at nogle forsikringer kun dækker i tilfælde af dødsfald, mens andre også dækker ved ufrivillig arbejdsløshed. Forsikringerne kan også variere i forhold til, om de dækker både renter og afdrag. Dækker de kun dine afdrag skal du selv fortsætte med at betale renterne på dit lån.

I mange tilfælde dækker forsikringen først efter en periode på fx 30 eller 60 dage. Dette kaldes en karensperiode.

Læs derfor altid forsikringsbetingelserne grundigt.

Grundlæggende er det bedste råd at lægge et realistisk budget, med plads til uforudsete ændringer inden du låner penge. Nogle ændringer, såsom arbejdsløshed, er dog så store og svære at forudse, at de kan være vanskelige at planlægge sig ud af - og så kan en forsikring være en god idé.

Læs her om forbrugerøkonomens gode råd til arbejdsløse.

En ekstra omkostning for trygheden

Prisen på forsikringen afhænger både af størrelsen på det beløb, du låner og lånets løbetid. Det er dyrere at forsikre store lånebeløb end små lånebeløb, og ligeledes er det dyrere at forsikre et lån, der løber over mange år, end et lån som du hurtigt betaler ud.

Når du forsikrer dit lån, kommer der en ekstra udgift oven i de månedlige låneomkostningerne. Det betyder at de samlede udgifter til lånet stiger. Det kan dog være pengene værd, hvis du skulle være uheldig og ende i en situation, hvor du ikke kan betale lånet tilbage.

Du betaler for tryghed

Om det er en god idé at tilkøbe en forsikring, når du låner penge, afhænger helt af din personlige situation og dit temperament. Du kan bedst selv vurdere risikoen for arbejdsløshed eller sygdom, selvom uheld i sagens natur aldrig kan forudsiges.

Tænk også på, hvad den ekstra tryghed er værd for dig. Hvis du bekymrer dig for din fremtid og økonomi, kan det være pengene værd at tilkøbe den tryghed, en forsikring giver, når du låner penge.