Har du styr på peer-to-peer lån?

Peer to peer lån

Har du styr på peer-to-peer lån?

Traditionelt set har vi været vant til at låne penge af banker og andre former for finansielle institutioner. Men inden for den seneste årrække er udbredelsen af de såkaldte peer-to-peer lån (også kaldet p2p lån) vokset og interessen er stødt stigende. Der har været flere større platforme i udlandet, der har fået international succes, og vi ser flere og flere, der også er ved at etablere sig i Danmark.  

Hvad er peer-to-peer lån

“Peer” betyder på dansk ligemand og p2p lån går ud på, at man som privat låner penge til private, projekter eller virksomheder, typisk via online platforme, der matcher långiver med låntager. Det vil sige, at disse p2p-tjenester gør det muligt for folk at låne og udlåne penge uden om finansielle institutioner.

Gamle lån på nye flasker

Det, at private låner penge til private, har eksisteret i mange år. Vi kender det fx fra situationer, hvor mor og far låner penge til sine børn, eller man låner nogle penge til andre familiemedlemmer eller nære venner. Men via p2p tjenesterne kan man pludselig låne sine penge ud til andre end blot de nærmeste venner og familie. Fordelen ved at låne penge ud via P2P er, at man som långiver får mulighed for et bedre afkast, end hvis man satte sine penge ind på en bankkonto.

Lave indlånsrenter og mindre risikovillighed

Overordnet set skyldes den stigende interesse for p2p lån i høj grad to ting. For det første er bankernes indlånsrenter historisk lave. Så har du penge stående på din bankkonto, så betaler bankerne dig enten ingenting eller meget lave renter. Ved at låne dine penge ud via en P2P platform er der en mulighed for at få en væsentlig større forrentning ud af dine penge sammenlignet med at have dem stående på en bankkonto.

En anden årsag til den stigende interesse for p2p lån er, at bankerne efter finanskrisen er blevet væsentlig mere restriktive i forhold til at låne penge ud, hvorfor langt færre kvalificerer sig til et lån. Det har været specielt svært for nye enkeltmandsvirksomheder, som bankerne har været mere tilbageholdende med at låne penge til. Men det ændrer ikke på, at også mindre virksomheder kan have behov for at låne penge. Derfor kan det være nødvendigt for disse at søge alternative finansieringsmuligheder.

Bagsiden af medaljen

Selvom et øget afkast virker tillokkende, så er der ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at låne penge ud via en P2P låneplatform:

  1. Du skal huske at sætte dig rigtigt godt ind i, hvordan du som långiver er beskyttet ved at tilbyde lån via P2P, så du udover at vurdere, hvilken rente du får i afkast også kan vurdere risikoen for, at du aldrig får dine penge igen.

  2. De forskellige P2P platforme tilbyder forskellige løsninger, så forvent ikke, at der er en standard for, hvordan P2P låneaftaler er skruet sammen, eller at du i udgangspunktet har 100 % sikkerhed.

  3. Det er altid en god ide at læse anmeldelser af andre, der har brugt en given P2P platform. Sørg også for at undersøge, om der er myndigheder, som har foretaget kontrol med platformen og i så fald, hvilken vurdering de har.

Lån penge af banken

Hvis du har brug for at låne penge, kan du på Lendme med kun én låneansøgning få uforpligtende lånetilbud fra flere anerkendte banker. Det er nemt og sikkert!