Hvad er realkreditlån?

Realkreditinstituttet får sikkerhed i lånet, men hvad betyder det for dig?

Sidst opdateret: 30. juli 2024 | Læsetid: 1 minutter

Realkreditlån er en sikret type lån, som man typisk optager i forbindelse med køb af fast ejendom.

Et realkreditlån er kendetegnet ved at have den laveste rente, som du kan få på et lån i Danmark. Det skyldes, at realkreditinstituttet har sikkerhed i lånet i form af et ejerpantebrev.

Du kan låne op til 80% af prisen på din nye bolig med et realkreditlån. Du kan låne yderligere 15% af prisen via et boliglån, mens du selv skal betale de resterende 5%.

Når det kommer til realkreditlån, er der to forskellige lånetyper, du skal tage stilling til.

  • Fastforrentet
  • Variabel rente

Hvis vi starter med et fastforrentet lån, så er fordelen, at du kender prisen på dit lån de næste 30 år. Det betyder, at uanset udsving på det finansielle marked vil du altid skulle betale den samme ydelse.

Ulempen er, at ydelsen er højere end ved et lån med variabel rente. Du betaler med andre ord for trygheden.

Med et lån med variabel rente, typisk kaldet flexlån eller rentetilpasningslån, betaler du også en variabel ydelse på dit lån.

Det giver usikkerhed omkring prisen, da du ikke kender den på forhånd, men til gengæld er der også mulighed for, at du over hele tilbagebetalingsperioden skal af med et mindre samlet beløb for at låne til din bolig end ved et fastforrentet lån.

Et realkreditlån er finansieret ved, at en investor køber obligationer for et beløb, der svarer til det beløb, som du låner af realkreditinstituttet.

Det er realkreditinstitutterne, der udsteder obligationerne, og de tjener penge ved at administrere lånet. Det betaler du gennem et administrationsgebyr.