Hvad er RKI?

RKI er en oversigt over dårlige betalere i Danmark.

Sidst opdateret: 30. juli 2024 | Læsetid: 1 minutter

RKI står for Ribers Kredit Information og er et register over dårlige betalere, der er ejet af firmaet Experian. RKI er sammen med Debitor Registret de to største registre over dårlige betalere i Danmark.

Du bliver registreret som dårlig betaler i RKI, hvis ikke du betaler dine regninger. Der er dog klare regler for, hvornår den kreditor, du skylder penge, må indberette dig til RKI.

Du skal have modtaget tre skriftlige rykkere, hvor de to første ikke må nævne, at du bliver indberettet til RKI. Derudover skal der være 10 dages mellemrum mellem rykkere. Den tredje skal advare dig om, at du ender i RKI, hvis du ikke betaler gælden, inden kreditoren indberetter dig.

Hvis du skylder penge til det offentlige, skal beløbet minimum være 7.500 kroner, før de må indberette dig. Derudover må du ikke blive indberettet, hvis du er under 18 år.

Det mest oplagte er at betale den gæld, der har placeret dig i RKI. Når du har gjort det, så bør du sørge for at få en kvittering fra kreditoren. Det er nemlig kreditoren, der skal fjerne dig fra registret, så det er din dokumentation for, at du ikke skal optræde der længere.

Hvis du ikke betaler din gæld, bliver du slettet fra RKI efter 5 år. Det betyder dog ikke, at din gæld bliver slettet, så du skylder stadig den kreditor penge, som har placeret dig i registret.